Nordjyske sangskrivere på tandem-eventyr

Markus Brandt Riis fra Mors og Asbjørn Løvendahl fra Sæby er i disse dage på lidt af et eventyr: På en tandemcykel cykler de fra Skagen til København.

Med sig har de en lille cykeltrailer og hver deres guitar spændt på ryggen. For planen er, at de undervejs vil spille deres musik for så mange som muligt ved såkaldte huskoncerter hjemme i privaten. Det skriver TV2 Nord.

– Asbjørn havde den her tandem til at stå, som han havde brugt ret mange penge, og en dag spurgte han, om vi ikke skulle gøre et eller andet med den. Køre en tur rundt i Danmark på den, siger Markus Brandt Riis.

De to unge herrer på henholdsvis 20 og 23 år mødte hinanden sidste år på et sangskriverkursus, og de blev hurtigt gode venner og har spillet meget musik sammen siden. Så denne sommer skulle være et eventyr med både musik og udfordringer på landevejene.

Makkerparret har givet sig selv to uger til at nå Danmark rundt, og i dag er de nået til Mors hvor de giver koncert på Cafe Holmen kl. 19.

Se mere på musikernes Facebook-side lige her.

Se indslag om drengene på TV2 Nord her

Foto: TV2 Nord

Forfatter
Top