Mårhunden har vundet slaget om Jylland

Den ser sød og uskyldig ud, men skindet bedrager på det lille dyr, mårhunden.

De seneste år har mårhunden, som er et invasivt rovdyr, indtaget den jyske natur. Og et nyt specialstudie fra Københavns Universitet viser, at det går hurtigere end først antaget. I studiet har de undersøgt livmoderen fra 92 mårhunde, for at se hvor mange hvalpe rovdyret får. I gennemsnit får hver drægtig mårhund 11 hvalpe.

Det er et alvorligt problem, fortæller Hans Erik Svart, biolog ved Naturstyrelsen: – De får langt flere unger, end vi havde regnet med, så vi skal bekæmpe mange flere for at holde bestanden nede. Det er ekstremt, det går lynhurtigt, og det er et stort problem, siger han.

Slaget i Jylland er tabt
Mårhunden hører ikke hjemme i den danske natur, hvor den første gang blev set ved Vejle i 1980. Miljøstyrelsen estimerer, at der nu er mellem 2000 og 3000 mårhunde i Jylland. De ødelægger biodiversiteten, og de har tilsyneladende ingen planer om at rejse igen.  Mårhunden er stort set altædende, og føden er nem at få fat i, da den er tryg både på landjorden, ved at svømme og ved at klatre, fortæller Karl-Åge Dalbæk Andersen, der er konsulent og projektleder i Danmarks Jægerforbund:

– Vi har ofte oplevet, at mårhunde svømmer ud til ænder, gæs og svaners reder. Der spiser den både unger og æg, siger han.

Kampen mod skadedyret foregår i samarbejde mellem Miljøstyrelsen og Danmarks Jægerforbund, og slaget er ifølge Hans Erik Svart allerede tabt i Jylland.

– Vi slipper nok aldrig af med den igen. Alt, vi kan gøre, er at begrænse udbredelsen. Vi skal forhindre den i at etablere sig på Fyn.

Ud over jægerne er der ikke mange, der er ude efter mårhunden. Dyrets eneste naturlige fjende er ulven, men der har endnu ikke været nogen registrerede tilfælde, hvor en ulv har taget en mårhund. Derfor er det vigtigt, at jægerne intensiverer indsatsen, mener eksperterne.

Planen er, at almindelige jægere skal give en hjælpende hånd. De har en interesse i at skyde mårhunden, da den ellers æder deres bytte.

Der er ingen øvre grænse for, hvor mange mårhunde der skal skydes. Du kan læse mere om bekæmpelse af mårhunde HER.

/ritzau/

Foto: Miljø- og Fødevareministeriet

Forfatter
Tags
Top