Lokalt selskab vinder udbud om kollektiv trafik på Mors

Vognmand Leif Andersen, indehaver af Morsø Taxi og Turisttrafik og Morsø Bustrafik overtager til august al buskørsel under Nordjyllands Trafikselskab på busruterne 701-708 på Mors samt to ruter i Thy.

Morsø Bustrafik har nemlig vundet udbuddet for en 4-årig periode, og overtager dermed opgaven efter busselskabet Umove. Til at løse den store opgave er der indkøbt 17 busser.

Morsø Bustrafik har også for nyligt overtaget busruterne 318 og 319 efter at Hjørring Citybus gik konkurs i maj måned. Det lokale vognmandsfirma kører nu på i alt 23 ruter.

Efter sommerferien kommer ydermere tre skolepakker til, som skal udføres for Skive Kommune. Skolepakkerne skal køres af Morsø Flextrafik K/S, som også er en del af Morsø Taxi & Turisttrafik.

Til den tid vil der alt i alt være 47-48 biler i drift i den samlede koncern.

Forfatter
Top