Lokalt rådgivningsfirma blandt landets bedste

Det lokale Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest, der rådgiver både lokale og offentlige virksomheder på Mors, i Thy og i Salling har nu Arbejdstilsynets ord for, at det arbejde man udfører er rigtigt godt.

Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest, der har base på Mors, er nemlig én af ganske få rådgivere i hele landet, som opnåede en fejlfri bedømmelse ved seneste kontrolbesøg.

– For os er det afgørende, at vi yder en kvalificeret og nærværende rådgivning. Derfor glæder det mig meget, at Arbejdstilsynet anerkender vores kvalitet og giver os en fejlfri bedømmelse af vores arbejdsmiljørådgivning, fortæller direktør Hans Jørgen Ravnborg.

Han forklarer videre, at den høje kvalitet blandt andet skyldes, at centeret løbende udvikler sin rådgivning, og at man kan tilbyde rådgivning indenfor alle aspekter af arbejdsmiljø og til alle typer af private og offentlige virksomheder.

Rådgivning ude blandt private og offentlige virksomheder er dog ikke det eneste Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest beskæftiger sig med.

– En vigtig del af vores virke er at dygtiggøre folk indenfor arbejdsmiljø. Ikke kun de lovpligtige kurser som for eksempel Arbejdsmiljøuddannelsen, men også kurser i eksempelvis psykisk førstehjælp eller hvordan man gennemfører en coachende samtale, slutter Hans Jørgen Ravnborg.

Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest er autoriseret arbejdsmiljørådgiver indenfor alle områder i arbejdsmiljøet. Centret har bred erfaring med arbejdsmiljø siden 1979 og har specialistviden indenfor alle brancher. Samtidig er Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest en fondsejet virksomhed, som skal drives som en sund forretning uden aktionærer. Historisk set ændrede centret i 2009 navn fra BST Thy-Salling-Mors.

Forfatter
Top