Lokalt idrætsprojekt rammer plet 

Samarbejde med idræt og motion i Morsø Kommune vækker begejstring rundt om i landet. Flere kommuner har været på besøg for at høre mere, og projektet er blevet præsenteret for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Idræt virker i dagligdagen og som pædagogisk værktøj. Det er et budskab, som Morsø Kommune får spredt til flere og flere kommuner og politikere. Og kommunen deler gerne de positive erfaringer fra idrætsprojektet: ”Indflydelse på egen sundhed for psykiske udviklingshæmmede og psykiatriske borgere”.

– Vi har sammen fundet en formel her på Mors, som politikere og kommuner viser stor interesse for. Vi er ikke i mål, men vi kan se, at vi har ramt rigtig. Vi kan se det i vores borgeres øjne, siger Inge Kappel Nielsen, som er leder af Bostøtte og Botilbud i Morsø Kommune.

Præsentation i Folketinget
Sammen med Nils Skovbakke, som er leder af Dagtilbud i Morsø Kommune, tager hun ud og fortæller om kommunens gode resultater ved at satse på idræt og bevægelse til udviklingshæmmede og borgere i socialpsykiatrien.

Inge Kappel Nielsen og Nils Skovbakke

I oktober var de inviteret til at give et oplæg i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg:

– Politikerne på Christiansborg var virkeligt interesseret i at høre om vores erfaringer og udbredelsen af projektet. Kommunen fik også et skulderklap af en politiker, som sagde: ”I kan noget på Mors. Når I tror på en idé, kan I få den til at lykkes”, fortæller Nils Skovbakke.

Besøg fra andre kommuner
Det er ikke kun hos politikerne i Folketinget, at tankerne rammer plet. Der har også været henvendelser fra flere kommuner, som gerne vil høre mere. Blandt andet har Viborg, Nyborg og Skive Kommune været på besøg, og så har Morsø Kommune også være inviteret til Esbjerg Kommune.

– Vi fortæller dem, at det er vigtigt at nedbryde siloer og samarbejde på tværs. Det har også været afgørende at ansætte en idrætskoordinator, som fokuserer på at planlægge aktiviteter med idræt og bevægelse til borgerne. Og så er alle vores medarbejdere gået helhjertede ind i det og er blevet efteruddannede i idræt, forklarer Inge Kappel Nielsen.

Fælles opbakning
Både hun og Nils Skovbakke understreger, at der er mange, som fortjener en stor ros og opmærksomhed for, at projektet er lykkes og er blevet en fast del af hverdagen. – Vores lokale politikere har troet på projektet og forsætter med at bakke op, og medarbejderne har været med hele vejen. Vores borgere og frivillige har også gjort en fantastisk indsats, fortæller Nils Skovbakke.

Politikerne i Morsø Kommune har også stor ros til alle, som har været med til at gøre indsatsen til en succes. Formand for Det Sociale Udvalg, Henning Sørensen, er stolt af

det lokale samarbejde, som gør en forskel for borgerne og høster anerkendelse rundt om i landet.

– Det her er noget, vi er fælles om. Vi har sammen tænkt over, hvad der mangler, og hvad borgerne kan få gavn af. Vi kan se, at indsatsen med idræt og bevægelse gør en forskel for mange af vores borgere og øger deres livskvalitet. Og det er glædeligt, at vi i Morsø Kommune kan være med til at inspirere andre med vores erfaringer, siger Henning Sørensen.

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top