Limfjorden skal være verdens bedste skaldyrsdestination

Limfjorden skal være verdens bedste skaldyrsdestination. Så klart er målet.

Enjoy Limfjorden sætter derfor nu gang i en målrettet indsats, for at gøre området endnu mere kendt for at have verdens bedste skaldyr – nærmere betegnet østers, muslinger og krabber. Enjoy Limfjorden består af Morsø, Skive, Struer, Holstebro og Lemvig kommuner. Netop disse kommuner og den sydvestlige del af Limfjorden, er hjemsted for nogle af verdens bedste skaldyr.

– Vi har identificeret en øget interesse for vores østers samt andre skaldyr, og vores medlemskommuner har allerede en masse aktiviteter og virksomheder, der vil understøtte vores øgede satsning på turisme inden for denne gren. Vi vil arbejde på at få både producenter, videns- og turismevirksomheder til at stå sammen om at gøre området verdenskendt. Allerede nu findes der eksempelvis østerssafarier i Thyborøn og ved Handbjerg, hvor man selv kan fange de gyldne østers og spise dem under ordnede forhold. Der findes producenter på Venø og Mors, uddannelsessteder og oplevelser – såsom Skaldyrscentret på Mors, The Danish Oyster Bar i Glyngøre og meget mere, fortæller eder af Enjoy Limfjorden, Peter Emsenhuber Graversen.

International bevågenhed
Limfjorden rummer eksempelvis, som én af de eneste destinationer i hele verdenen, bestande af den originale europæiske østers. Disse østers er verdenskendte som Limfjordsøsters og betegnes som verdens bedste østers. Derudover findes også den invasive stillehavsøsters i Limfjorden, og selv om denne type østers truer den originale runde Limfjordsøsters, grundet dens invasive natur, kan begge typer af østers spises. Det kolde vand og sammensætningen af Limfjordens forhold gør, at østers fra Limfjorden betragtes som noget helt unikt:

– Vi har haft besøg af ansete internationale kokke og kendisser inden for området, og hver gang vi har haft journalister fra udlandet på besøg, har fjordens skaldyr altid haft et særligt fokus. Det er jo ikke tilfældigt, at eksempelvis flere kinesiske delegationer har været forbi for at spise østers. Sidste år i april og maj, havde vi en kinesisk blogger forbi, som live-streamede fra Limfjorden, og udsendelsen blev fuldt af over 300.000 direkte, imens flere millioner efterfølgende så indslaget på de sociale medier, fortæller Peter Emsenhuber Graversen

Flere af Danmarks bedste restauranter har allerede østers og muslinger på menukortet, men potentialet er endnu større ifølge Peter Emsenhuber Graversen:

– Som det er nu, er det ikke så tilgængeligt at bestille en østers på en lokal restaurant i området, og man skal nærmest kende nogen som kender nogen for at spise dem under sikre forhold. Vi vil gerne arbejde for, at flere lokale restauranter også tilbyder østers lokalt, og vi kan på den måde være med til at øge deres omsætning samtidig med at turister og gæster ved, hvor de skal gå hen og smage østers og skaldyr, når de er på besøg.

Limfjorden er ikke den eneste destination, hvor man satser på denne form for turisme. Ved Vadehavet er der eksempelvis også mulighed for at samle østers, men her finder man udelukkende de invasive stillehavsøsters, og de smager ikke helt som Limfjordsøsters – grundet forskellighed i Vadehavet og Limfjordens vandforhold.  Enjoy Limfjorden satser på at styrke hele den danske indsats for østers og muslinger, og derfor indgår man også i et samarbejde med både Vadehavet, Food Organisation of Denmark, Geopark Vestjylland, regionerne og også restauranter i hele landet til eventen Oyster Trophy Week, der finder sted årligt i uge 42.

Enjoy Limfjorden lancerer i september 2018 et trykt og digitalt magasin, hvor man kan finde information og få mere at vide omkring østers. Det kan hentes på destinationernes hjemmesider og på www.enjoy-limfjorden.dk.

Internationalt gennembrud
Skaldyr vil desuden blive fremhævet i internationale markedsføringskampagner på nærmarkederne i Tyskland, Holland og Norge. Enjoy Limfjorden har eksempelvis netop nu arrangeret et besøg for en kendt hollandsk bloggerfamilie ved Limfjorden, og familien har bl.a. været på østerssafari – en aktivitet der faldt i hele familiens smag. Ydermere kommer der en hollandsk journalist fra National Geographic forbi i løbet af maj måned og yderlige tv-optagelser ved Limfjorden venter til efteråret.

– Vi er glade for, at det netop er lykkedes os at indgå et større strategisk samarbejde med Enjoy Limfjorden, og vi ser frem til at være med til at få flere hollandske gæster til Limfjorden. Et område som i øvrigt passer rigtig godt til de hollandske turister, der godt kan lide at røre sig og opleve de specielle ting såsom det at spise skaldyr. Det kan både være en familieaktivitet, hvor man selv fanger dem, eller en aktivitet for voksne, der vil nyde naturen og maden fra fjorden i ro og mag, uddyber markedschef i VisitDenmark – Holland, Mette Rodenhuis-Carlsen.

Indsats betaler sig
Noget kan tyde på, at den målrettede markedsføringsindsats giver pote. Enjoy Limfjorden har haft en vækst af internationale gæster de seneste år, og et konkret eksempel er antallet af hollandske gæster.

De 5 kommuner i Enjoy Limfjorden har alene i 2017 haft besøg af 36.129 hollændere mod 32.000 i 2016. En fremgang på næsten 13% på et år. Der er dog stadig et stykke op til antallet af tyske besøgende, som cirka udgør en million overnatninger ud af områdets i alt 2,2 millioner registrerede overnatninger.

Foto: Enjoy Limfjorden

Forfatter

Related posts

Top