Laveste ventetid på høreapparater i landet på Mors

En øre-, næse og halsklinik på Mors tager sig også af høreapparaterne inden for det offentlige tilbud, og det er en rigtig god løsning for udkantsområder. En høreklinik i Nykøbing Mors har nu landets korteste ventetider på høreapparater.

– Vi har lavet en særlig aftale for overhovedet at skabe basis for en øre-, næse-, og halsklinik på Mors, siger kontorchef Carsten Kvist fra Region Nordjylland til DR P4 Midt & Vest.

– Derfor står klinikken også for tilbuddet om offentligt betalte høreapparater i området, siger han.

På Mors er ventetiden på høreapparater inden for det offentlige tilbud nede på Mors er nede på 2-3 uger, hvor den mange steder er over et år.

Har lykkedes med at tiltrække personale
Klinikken er lykkedes med at tiltrække flere audiologiassistenter til klinikken, som der ellers ofte er mangel på hos på de offentlige høreklinikker, og det forkorter ventetiden, fortæller praktiserende øre-, næse- og halslæge Grethe Harbo fra klinikken:

– Det betyder, at vi som læger bare skal følge med og undersøge patienterne, mens audiologiassistenterne står for arbejdet med at tilpasse høreapparaterne.

I forhold til reglerne er der intet til hinder for, at man kan lave lignende aftaler med klinikker andre steder i landet, siger kontorchef Carsten Kvist fra Region Nordjylland:

– Men det er lidt dyrere end det, vi ellers betaler for ydelserne. Så derfor skal man nøje overveje, om man vil lægge ekstra økonomi ind i sådan en aftale. Vi gør det her, fordi vi dermed sikrer en høreklinik på Mors.

Ifølge kontorchefen er det ikke muligt præcist at sætte tal på, hvor meget dyrere løsningen er.

Foto : Oticon

Forfatter

Related posts

Top