Læserbrev: Ros til kommunalbestyrelsen på Mors

Læserbrev skrevet af
De Konservative, Mors

De Konservative på Mors synes, at det er på sin plads, at rose kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune for det budgetforlig, der blev præsenteret for nyligt. Det er flot, at det lykkedes at samarbejde og at få alle med – det er nemlig rigtig vigtigt, at alle er indstillet på at hjælpe med at trække læsset og i retningen ”fremad”.

– Vi kan se, at kommunalbestyrelsen har læst vores valgprogram og sat penge af til mange af vores mærkesager, siger Thomas Jensen med et glimt i øjet.

De 1,9 mio. kr. der er afsat til opstart af Øroddeprojektet, er noget, vi i de konservative ser frem til. Ørodde er et utrolig flot og spændende område og rig på muligheder. Nu hvor processen med at flytte idrætten op i Morsø Multipark er kommet godt i gang, åbner der sig muligheder for bl.a. skabelse af nogle attraktive byggegrunde, udvidelse af campingpladsen og forbedring af de grønne områder.

Opstartspuljen med de over 8 mio. kr. kan blive et stort aktiv for hele øen med masser af muligheder for at udvikle ideer og igangsætte projekter. Bl.a. er vores foreningsliv rigtige god til at komme på ideer og tage initiativer til både mindre og større projekter og her er muligheden for at hjælpe dem i gang.

– Støtten til Næssundfærgen kommer til at falde på et tørt sted. Færgen er en af de sidste træfærger i Danmark, så det handler både om historie og kultur. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi kæmper for fortsat drift af begge vores færger, udtaler Rasmus Christensen.

At der også er afsat ekstra penge til løn i ældreplejen for at øge antallet af ”varme hænder” skal gerne resultere i bedre pleje og mere velvære blandt vores ældre. Arbejdsglæden hos de ansatte i Morsø Kommune er noget de konservative sætter højt på dagsordenen. De 1,7 mio. kr. er et skridt i den rigtige retning, men et område der også skal prioriteres i de næste års budgetter.

De konservative er sikre på, at 2018 nok skal blive et spændende år i Morsø Kommune, og dette budgetforlig er en god start. – De Konservative ser frem til, hvis vælgerne ønsker det, at deltage i arbejdet med at få alle opgaver løst bedst muligt. Og ikke mindst at få indflydelse på budgettet for 2019 og frem, slutter Thomas Jensen af.

Foto : De Konservative Mors

Forfatter

Related posts

Top