Kulturmødet ansætter ny kulturkonsulent

Kulturmødets nye programansvarlige for oplevelse er Caspar Ryttergaard, der kommer fra en stilling som kommunikationschef i Københavns Kommune. Han tiltræder stillingen den 5. marts og får arbejdsplads i Nykøbing Mors.  

Han har tidligere levet af at spille musik, været kommunikationsrådgiver for SF og medskaber af et væld af kulturevents.

– Vi er begejstrede for at kunne ansætte en kapacitet som Caspar. Især hans kommunikative baggrund, tror vi på, kan være med til at løfte kulturmødets online tilstedeværelse. Derudover så kan vi mærke, at han har en brændende passion for at sætte kultur på dagsorden, hvilket han får rig mulighed for som programansvarlig for oplevelser, fortæller Trine Bang, direktør for Kulturmødet Mors.

Caspar Ryttergaard bliver en del af et samlet programteam, hvor hensigten er at Samtale og Oplevelse bliver endnu mere integreret.

– For at udnytte hinandens kompetencer og sikre kvaliteten på tværs i Kulturmødet, har vi også i programteamet ladet os inspirere af årets tema om ”at bygge bro”, så Samtale og Oplevelse smelter endnu mere sammen, fortæller Trine Bang.

Kommunikativ baggrund
Caspar har siden 2015 været kommunikationschef i Beskæftigelses – og integrationsforvaltningen i Københavns Kommune med hovedansvar for intern og ekstern kommunikation. Her har han blandt andet arbejdet med ledelse og toplederrådgivning, strategisk kommunikation, ansvar for budget og resultatkontrakter og ekstern branding.

Fra 2008 og frem til 2015 har han været kommunikationsrådgiver for SF. Her var han blandt andet projektleder på forskellige kampagner og events, var rådgiver på både ekstern og intern kommunikation og havde et særligt fokus på den digitale kommunikation via sociale medier. 

Samtidig har han også været freelance konsulent og udviklet kampagner og events i København, herunder bl.a. opstart af kulturstedet Bolsjefabrikken på Nørrebro, afvikling af koncerter på Lille Vega og Pumpehuset, installation om psykisk sygdom (2015) og iværksætteri (2016) på Roskilde Festival.  Han er desuden musiker og har haft pladeselskab i perioden 1999 – 2010. 

Flytter med familien
Caspar flytter med sin kone og tre drenge til det nordvestjyske. Han er opvokset i Aalborg og brugt de fleste af sine ferier som barn i forældrenes sommerhus ved Dragstrup Vig på Mors. Han betegner sig selv som storforbruger af nyheder, kultur og politik og sport, Derudover dyrker han blandt crossfit, er kitesurfer og har løbet fire maraton.

Forfatter

Related posts

Top