Kæmpesucces for Mors-virksomhed

Er samarbejde med studerende kun for større virksomheder? Nej – det kan Flemming Bæk fra Siga Design svare meget klart på. I januar indgik Siga Design i et praktikforløb med UCN. Et praktikforløb som skulle vise sig at blive en øjenåbner for virksomheden.

Hos Siga Design har der ikke tidligere været fokus på markedsføring. Det ændrede sig, da virksomheden sidste efterår besluttede at indlede et samarbejde omkring et praktikforløb med markedsføringsuddannelsen på UCN i Thisted. Det blev Rikke Hansen, en næsten færdiguddannet markedsføringsøkonom, som kom i praktik i 10 uger hos Siga Design.

Skepsis afløst af begejstring
Der var dog en vis skepsis inden Rikke Hansen skulle starte sit praktikforløb, fortæller Flemming Bæk:

– Vi var i tvivl, om virksomheden mon var for lille. Var der nok arbejdsopgaver? Var vi klædt godt nok på til at skulle modtage en studerende?

Mange overvejelser blev hurtigt manet til jorden, da hun startede tilbage i januar. Rikke Hansen fik frie hænder, og arbejdede meget selvstændig blandt andet med hjemmesiden, sociale medier og nyhedsbreve. Flemming Bæk fortæller, at kunderne har kommenteret på nyhedsbrevene på salgsmøderne. Et direkte resultat af Rikke Hansens indsats:

– Rikke kom med helt nye og andre input, som vi ikke selv havde tænkt. For os har det været ufatteligt nemt og simpelt at få hende ind i virksomheden. Det har været meget sundt for os, siger Flemming Bæk.

Selv synes Rikke Hansen også, at hun har udviklet sig og lært en masse og tror, det har været en fordel at være hos en mindre virksomhed, da hun har fået lov til at arbejde med mange forskellige opgaver.

Fortsætter samarbejdet i Aarhus
I juni måned færdiggjorde hun sin uddannelse og sætter nu kurs mod Aarhus for at læse videre. Men samarbejdet stopper ikke her. Hun fortsætter nemlig med at hjælpe Siga Design året ud:

– Vi kan tydeligt se, hvor meget Rikke har bidraget med på kort tid. Hun har virkelig gjort en forskel for vores virksomhed. Vi håber derfor at kunne gentage forløbet til januar næste år, og få endnu en studerende ud i et nyt praktikforløb. Jeg kan kun anbefale andre virksomheder at gå samme vej. Det har været et meget spændende forløb og en øjenåbner på mange måder, slutter Flemming Bæk.

Hos Siga Design udføres der hovedsageligt specialopgaver for køkken- og inventarbranchen. Virksomheden er placeret i Foodparken og tæller i dag 14 medarbejdere.

Ønsker man at høre mere om de forskellige muligheder for praktik- og projektforløb, kan man kontakte Morsø Erhvervsråd.

Forfatter

Related posts

Top