Kæmpe terrorøvelse i Nord(-vest)jylland i dag og i morgen

Hvordan reagerer myndighederne, når Danmark bliver ramt af akutte, komplekse eller uforudsigelige hændelser? Det bliver testet i den store nationale øvelse KRISØV 2017, der i år løber af stablen i dag og i morgen.

Øvelsen afholdes hvert andet år, og i år er scenariet terror i Nordjylland. Medarbejdere i ministerier, styrelser og hos lokale myndigheder trænes i at arbejde sammen og koordinere indsatsen, så den bliver så effektiv som muligt.

Der er tale om den største krisestyringsøvelse i nogensinde i Danmark. I år deltager 33 aktører – departementer, styrelser, lokale myndigheder, medier, virksomheder og ambassader.

– Vi ved, at Danmark også i fremtiden vil blive ramt af ulykker, men vi ved ikke, hvad det bliver. Under KRISØV skaber vi en meget alvorlig og udfordrende situation i Nordjylland og ser, hvordan myndighederne håndterer det, siger øvelseschef i Beredskabsstyrelsen, Mads Ecklon.

 

Reaktionsevne og samarbejde
Formålet med KRISØV 2017 er at teste, hvor godt gearet krisestyringssystemet er. Øvelsesdeltagerne – myndigheder, virksomheder og medier – skal demonstrere, at de er fortrolige med planer, roller, ansvar og procedurer. Og så skal de vise, at de kan reagere hurtigt og arbejde sammen.

Målrettet opgaveløsning
Som noget nyt i år arbejder man i den Nationale Operative Stab samt i den lokale beredskabsstab ud fra såkaldt strategiske hensigter.

– Vi skal ikke bare være brandslukkere, der løber fra den ene opgave til den næste. Myndighederne har defineret nogle strategiske hensigter, hvor vi på forhånd er blevet enige om, hvilke overordnede mål, vi arbejder sammen om at opnå. Det skal gøre opgaveløsningen endnu mere målrettet, siger Mads Ecklon.

Øvelse påvirker ikke lokalt
Der er dog ingen grund til at gå i panik, dels fordi der blot er tale om en øvelse, men også fordi øvelsen ikke direkte påvirker Thy-Mors:

– Den nationale krisestyringsøvelse er en stabsøvelse, og derfor vil der ikke være nogen lokal aktivitet på gader og stræder, fortæller Politiinspektør ved Rigspolitiet Michael Kristiansen til LimfjordUpdate.dk.

Du kan læse alt om øvelsen her

 

Forfatter
Top