Jehovas Vidner skal sikre databeskyttelse ved dør til dør-besøg

Også trossamfundet Jehovas Vidner skal overholde EU’s regler for databeskyttelse, når medlemmerne går fra dør til dør for at forkynde.

Det slår EU-Domstolen fast på baggrund af en sag fra Finland.

Her har Jehovas Vidner haft en praksis, hvor medlemmerne noterede oplysninger om hver enkelt husstand efter et besøg. For eksempel navne, familiestatus og religiøs overbevisning.

– Et religiøst trossamfund som Jehovas Vidner er sammen med sine medlemmer, som tager del i forkyndelsen, ansvarlig for behandling af persondata, som medlemmer indsamler ved dør til dørbesøg, skriver domstolen i sin afgørelse.

En finsk domstol havde spurgt EU-Domstole til råds om spørgsmålet.

EU’s dataforordning (GDPR – General Data Protection Regulation) skal sikre, at persondata bliver indsamlet og opbevaret uden risiko for misbrug. Det gælder oplysninger på nettet såvel som i interne arkiver.

Reglerne trådte i kraft 25. maj. De stiller krav til samtykke og opbevaring af data.

14.700 vidner i Danmark
I Danmark går 14.700 medlemmer fra Jehovas Vidner jævnligt fra dør til dør for at forkynde deres tro. Det fortæller talsmand for trossamfundet i Skandinavien Dag-Erik Kristoffersen.

– Det gør vi meget. Vi følger befalingen fra Jesus Kristus om at forkynde og gøre disciple. Det er en del af det kristne liv at fortælle andre de gode nyheder om guds rige, siger han.

Også i Danmark noterer Jehovas Vidner oplysninger efter dør til dør-besøg.

– Hvis forkyndere mærker interesse hos nogen, der har lyst til at lære om biblens budskab, så kan det være, at de skriver det ned for at kunne huske det, for de møder jo mange. Men det er jo kun til privat brug, siger han.

Jehovas Vidner vil nu se nærmere på dommen for at finde ud af, om der skal ændres i praksis, siger talsmanden.

EU-regler ingen hindring
Dag-Erik Kristoffersen vil ikke svare på, om nye skærpede regler for databeskyttelse, der trådte i kraft 25. maj, har givet anledning til ændringer. Han henviser til en vejledning, som tidligere er udsendt til medlemmerne om persondataloven.

Den lyder blandt andet:

– Disse regler er ikke nogen hindring for at føre notater, men der er ingen grund til at notere mere end nødvendigt. En god rettesnor er, at man ikke skal skrive noget, som man ikke vil kunne vise den pågældende.

Overtrædelser af dataloven kan straffes med bøder på op til 20 millioner euro, svarende til 150 millioner kroner, eller fire procent af den årlige globale omsætning.

/ritzau/

Forfatter
Top