Idag starter litteraturfestivalen Thy Til Ord

I dag skydes der gang i litteraturfestivalen Thy til Ord. I år har arrangementet udviklet sig til en festival over to dage, nemlig torsdag og fredag.

Thy til Ord udfolder sig i år på tværs af KulturRummets forskellige kulturmiljøer under det fælles tema ‘forvandling’.

En torsdag for hele familien
I løbet af torsdagen kan alle thyboer med fordel slentre en tur gennem Christiansgave. Her kan man få lov til at klippe i bøger og omdanne ordene på papirklippene til nye digte, som bliver hængt op i Christiansgaves træer. Det er forfatter Mette Hegnhøj, der står for forvandlingsdigtene, og man kan frit kigge forbi fra kl. 8-15.

I samme tidsrum vil pædagogstuderende fra UCN arbejde på nytænkende ‘forvandlingssteder’ i samarbejde med billedkunstner Pia Skogberg og lektor Hanne Kusk. Den kreative proces kan opleves i dagtimerne rundt omkring i haven.

Torsdag rundes af med fællesspisning i Madværkstedet, hvor der udover lækker mad også er god samtale på menuen, nemlig med en ‘samtalesalon’ ledet af idehistoriker Nikolai Seidelin Banke og Emilie Giese fra KulturRummet. Husk blot tilmelding hos Madværkstedet.

En fredag med fuld fart på
Fredag eftermiddag kl. 16 samles alle interesserede på Friluftsscenen for at indvie den forvandlede Christiansgave. Der bliver sang, interview med forvandlings-skaberne og desuden et interview med forfatterlinjen fra Bjerget Efterskole samt musikalske indslag.

I eftermiddagstimerne er der mulighed for at opleve lang række forvandlingsværker både på biblioteket samt i Christiansgave, og kl. 17-19 serverer Madværkstedet en fortryllende gryderet – husk tilmelding.

Den store finale bliver kl. 19.30-21, hvor Madame Nielsen (tidligere Claus Beck-Nielsen) sørger for både koncert og fortællinger. Aftenens gode stemning og mange nye tanker kan fortsættes i URT-huset ved Plantagevej, hvor der bliver litterært afterparty for alle pengene. Tilmelding nødvendig.

Billetter til Madame Nielsen kan købes i døren eller online. Tilmelding til aftensmad i Madværkstedet sker på tlf. 99 17 38 34.

Læs programmet for Thy Til Ord HER

Festivalen afvikles med støtte fra Statens Kunstfond.

Forfatter

Related posts

Top