Højspændingsmaster ved Vejlerne fjernes med helikopter

Snart skal højspændingsmasterne i et sumpområde ved reservatet Vejlerne i Thy fjernes med brug af en helikopter.

Det er Energinet.dk, der tager den nye og spektakulære metode i brug for at fjerne højspændingsmasterne i sumpområdet. Det skriver DR Midt- og Vestjylland.

– Det er så vådt derude, at vi ikke kan bruge vores sædvanlige, kørende materiel, siger hovedprojektleder Sven Erling Rye fra Energinet.dk.

Før helikopteren sættes ind, sender entreprenøren mandskab ud i sumpene, som lægger de 30 meter høje master ned og skærer dem i stykker på op til et ton, som helikopteren så kan løfte ud af området.

Arbejdet forventes at gå i gang i januar.

Der er tale om en 50 år gammel højspændingsforbindelse, som nu skal skiftes ud. Det samme sker eller er sket med flere andre højspændingsledninger i det nordvestlige Jylland.

Højspændingsledningerne på masterne skiftes ud med kabler, som lægges i jorden.

 

Forfatter

Related posts

Top