Hawskoven i Hanstholm: Kom med til 1. spadestik

Lørdag den 27. oktober fra kl. 10-12 inviterer Hanstholm Rådet i samarbejde med Naturstyrelsen Thy alle borgere med til første spadestik i anlægget af den nye Hawskov i Hanstholm. Formålet med Hawskoven er at skabe et rekreativt naturskønt område, som skal være med til at gøre området attraktiv for turister og borgere i Thy.

I den kommende Hawskov vil der for både store og små blive mulighed for at udfordre de motoriske færdigheder. Der vil blive anlagt en skovlegeplads for de mindste samt et crossfit område for større børn og voksne, hvor der også vil blive sat borde og bænke op. Ude på skrænten, ovenover surferområdet Middles vil der blive opsat et udkigstårn samt bænke, så man kan sidde og nyde udsigten over havet, surferne og vindmøllerne.

Ikke nok med at de besøgende vil få en rekreativ og naturskøn oplevelse, så vil de også få en historiskoplevelse. En af de utallige bunkers i området, vil nemlig blive indrettet som en bunkershelter, så de besøgende også vil få en lille historisk oplevelse af 2. verdenskrig.

I et andet område af Hawskoven vil der blive indrettet et større shelterområde med 6 traditionelle shelters, hvor der vil være plads til 6 personer i hver, en stor bålhytte på 43 kvm samt et bålsted. Alle shelters vil være til fri afbenyttelse, dog efter først-til-mølle-princippet. Der vil desuden også blive opført en toiletbygning, som kobles på det tidligere anvendte el- og kloaknet og vandforsyning.

Første spadestik
Arrangementet foregår på Minkvej 2, Hanstholm i tidsrummet 10-12, hvor der bl.a. vil være taler af: Forstfuldmægtig Naturstyrelsen Thy Morten Brown Stummann, borgmester Ulla Vestergaard og formand for Hanstholm Rådet, Lene Larsen. Der vil desuden være mulighed for en guidet rundvisning i skoven, hvor der vil blive fortalt om, hvordan området vil blive indrettet og mulighed for at se en visualisering af projektet. Slutteligt er der gratis, let traktement til alle.

Hanstholm Rådet og Naturstyrelsen Thy håber, at folk tager godt imod det nye naturrum, som ifølge Morten Stummann, er det hidtil mest omfattende samarbejde Naturstyrelsen Thy har indgået med en frivillig forening.

Program for dagen:

Kl. 10:00 Pladsen åbner

Kl. 10:10 Tale ved Borgmester, Ulla Vestergaard

Kl. 10:20 Tale ved Morten Brown Stummann, Forstfuldmægtig, Naturstyrelsen Thy

Kl. 10:30 Tale ved Lene Larsen, Hanstholm Rådet

Kl. 10:40 Fælles første spadestik tages

KL. 10:50 Repræsentanter viser rundt i skoven og fortæller om hvordan området bliver indrettet

Kl. 11:10 Let traktement, i form af pølser, brød og øl/vand, samt mulighed for at se visualiseringer af projektet

Kl. 12:00 Arrangementet slutter – På gensyn i vores nye skovområde

 

Fakta
– Projektet er finansieret igennem ”Grøn Ordning” gennem Thisted Kommune, som har indstillet projektet til Energistyrelsen, hvor der er blevet givet tilsagn om 860.000 kr. Dette skyldes at Hawskoven er placeret i nærheden af vindmøllerne i Østerild og på Hanstholm Havn.
– Hanstholm Rådet er en frivillig forening, som har til formål at fremme bosætning, erhverv, turisme, foreningsliv og sammenhold i Hanstholm. Derudover også at organisere og igangsætte udviklingsprojekter samt at fundraise eller rådgive til projekter under foreningen. Foreningen blev stiftet i april 2016 i forbindelse med udarbejdelsen af en udviklingsplan for Hanstholm, der iøvrigt var støttet af bla. Thisted Kommune og Landsbygruppen Thy.

Foto: Hanstholm rådet, facebook

Forfatter

Related posts

Top