Hardinger klar til at brænde Nykøbing ned på onsdag

Der er lagt op til et brag af en fest, når Hardinger Band gæster Kirketorvet til gratis koncert i forbindelse med ByNight onsdag den 19. juli.

Selvom Shu-bi-dua ikke eksisterer mere, lever musikken i bedste velgående. En stribe af tidligere Shu-bi-dua-medlemmer er sammen med to af landets bedste musikere samlet i Michael Hardinger Band. De kan høres og ses til Handelsstandsforeningens fjerde ByNight i år.

Når Hardinger Band indtager scenen, er der lagt op til strålende humør og høj fællessang. De rocker lidt mere, trykker lidt hårdere og tilføjer en fest af guitarer og fede Shubidua-kor. De er klar til at præsentere det allerbedste fra det omfattende Shu-bi-dua katalog. Oplev og syng med på sange som Hvalen Hvalborg, Fed Rock, Nam Nam og Coffeville serveret med power og energi af et af Danmarks bedste livebands. Hardinger Band består af Michael Hardinger på guitar og sang, Jørgen Thorup på keyboard og sang, B-Joe på guitar og sang, Kim Daugaard på bas og sang samt Flemming Olsen på trommer.

– Vi håber, at morsingboer, besøgende og turister benytter koncerten til at besøge vores fantastiske gågade og vores dejlige ø samt til at få en god sommeroplevelse, fortæller Ellen Philipsen Dahl, som er formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

Michael Hansen, som er formand for Morsø Handelsstandsforening, tilføjer, at butikkerne igen er åbent indtil kl. 21, og at der er rigtig gode tilbud i mange butikker.

Hardinger Band går på scenen kl. 17 og kl. 19.

 Den resterende koncertrække på Kirketorvet ser således ud:
26. juli – kl. 17 og kl. 19 – Abba Kopiband
2. august – kl 17 og kl. 19 – Johnny Hansen & Country Friends

Forfatter

Related posts

Top