Hanstholm-direktør: Politikerne fatter ingenting

For kun få måneder siden modtog Famm Seafood i Hanstholm årets integrationspris af Thisted Kommunes integrationsråd.

Men nu overvejer direktør Brian Andersen at aflevere prisen tilbage.

– Jeg fik den for et godt stykke arbejde, men nu synes jeg næsten ikke, den giver mening, siger direktøren til Nordjyske ifølge DR.

Begrundelsen for prisen var dengang, at Famm Seafood målrettet arbejder på at integrere flygtninge i fast job i virksomhedens produktion.

Politikerne fatter ingenting
Men politikerne modarbejder firmaets anstrengelser med at integrere flygtninge, mener Brian Andersen og henviser til sagen om den somaliske Mohamed Ibrahim, der efter halvandet års fast arbejde på Tican-slagteriet i Thisted er i fare for at blive sendt hjem.

Famm Seafood vandt i 2017 Thisted Kommunes Integrationspris. Foto: Arkiv

– Politikerne fatter ingenting, de kommer ikke ud og ser, hvad der sker i samfundet. Vi har store udfordringer med at finde arbejdskraft hos os, og når jeg lærer nogen op her, vil jeg gerne være sikker på, at de kan blive i landet, siger Brian Andersen der har svært ved at forstå, at flygtninge, der er i arbejde, får inddraget deres opholdstilladelse.

Kan ikke finde dansk arbejdskraft
Der er 10 medarbejdere i produktionen hos Famm Seafood og heraf har 8 anden etnisk baggrund end dansk. En af dem er somalier og står lige nu til udvisning – han har dog anket denne afgørelse.

Brian Andersen får svært ved at erstatte ham, hvis han ender med at blive sendt hjem – og det samme gælder for de andre, siger han.

– Jeg kan ikke få danskere til at arbejde her. De søger simpelthen ikke. Mange af de her folk har mere arbejdsvilje end danskerne. De er så taknemmelige, når de kommer på arbejde, og jo mere vi har at lave, jo større smil har de på, oplever direktøren.

Foto: TV MIDTVEST

Forfatter

Related posts

Top