Fredet markfirben spænder ben for virksomheder på Mors

Et markfirben, som ikke er blevet set siden 1970’erne, gør at flere virksomheder på Mors ikke kan udvide deres forretning. Det skriver TV MidtVest.

Derfor vil Morsø Kommune nu undersøge, om firbenet, der er en truet dyreart, stadig har sin gang på øen.

Hos Danmarks Naturfredningsforening er man overbevist om, at firbenet stadig lever på Mors, og derfor er de bekymrede for de kommende undersøgelser. For viser undersøgelserne ingenting, kan det betyde, at udvidelsen af flere virksomheder kan gå i gang.

– Graver man 30 meter ned med sådan en stor gravemaskine, så er alt jo ødelagt. Reder og alt. Der er ikke nogen dyr, der når at smutte væk i tide, siger Mette Jensen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening Morsø til TV MidtVest.

Kortlægningen af det fredede markfirben starter i næste måned og forventes afsluttet hen over sommeren.

En af de største bestande af markfirben i Danmark findes i Nationalpark Thy. Overalt, hvor vegetationen er sparsom eller der er en solbeskinnet plet, kan man være heldig at opleve det farvestrålende firben.

Foto: Nationalparkthy.dk

Forfatter

Related posts

Top