For-premiere i Bio Mors: Mød Rosalinde Mynster fra Badehotellet

Den 15. november er der biografpremiere på efterårets helt store episke kærlighedsdrama; “I krig og Kærlighed”. Men allerede fredag d. 9. november er der for-premiere i Bio Mors med mulighed for at møde hovedrolleindehaverne som spilles af  Rosalinde Mynster og Sebastian Jessen.

Sammen med instruktøren og manuskriptforfatteren vil de før visningen fortælle om filmen.

Filmen, der er inspireret af virkelige hændelser, belyser et hidtil overset, men ikke desto mindre vigtigt kapitel af Danmarkshistorien, nemlig 1. Verdenskrig og de dansksindede sønderjyder, som gik i krig under ’falskt flag’, dengang vores sydlige grænse tilhørte Tyskland – en del af nationalhistorien som ikke er blevet skildret på film siden stumfilmperioden. Mange danske historikere kalder med rette krigen for ’den glemte krig’ hvor mere end 30.000 sønderjyder kæmpede i tysk uniform og over 6.000 af dem blev dræbt.

100-årige inviteres gratis i biografen
I dag findes der 1093 danskere, som blev født i tiden under 1. Verdenskrig og som er vokset op med følgevirkningerne af netop denne krig tæt inde på livet.

– At tænke sig at der fortsat lever danskere, der er født i tiden under 1. Verdenskrig, er ret utroligt. Mange af de over tusind danskere, der i dag er over 100 år gamle, og især dem fra Sønderjylland, har en personlig fortælling om, hvordan denne krig havde nogle helt ubegribelige indvirkninger på deres familier. Vi vil rigtigt gerne høre nogle af disse historier, og derfor er det mindste vi kan gøre at invitere dem i biografen og se vores film, der netop også er inspireret af nogle af de skæbnefortællinger, der er derude, udtaler producent Ronnie Fridthjof.

Personer over 100 år kan komme gratis i biografen og se filmen med en ledsager ved fremvisning af gyldigt sygesikringskort.

Køb billet til for-premieren i Bio Mors HER

Forfatter

Related posts

Top