Folketinget skærer i fiske-licenser

I fremtiden bliver det sværere for muslinge- og østersfiskere at vokse sig store og fiske i en for stor del af Limfjorden. Alle folketingets partier er nemlig blevet enige om at nedsætte antallet af mulige licenser fra fire til tre. Det skriver TV MidtVest.

Til TV MidtVest forklarer Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, at man ikke ønsker, at de store fiskere fra havet udnytter fjorden som investeringsobjekt.

– Det gør vi fordi, vi gerne vil, at der er flere, som kan være på fjorden som fiskere. Når vi sætter loftet ned, håber vi også, at der bliver plads til flere nye – og vi kan få plads til et generationsskifte i limfjordsfiskeriet.

Stramningerne kommer efter folketinget strammede grebet om de såkaldte kvotekonger tidligere på året, men der kunne partierne ikke blive enige om fremtiden for muslingefiskerne.

Skyder gråspurve med kanoner
Licensreduceringen bliver dog modtaget med utilfredshed blandt fiskerne der mener, at man skyder gråspurve med kanoner.

– Nej, vi har ingen kvotekonger i Limfjorden. Vi har et fiskeri, der er i balance. Den bøn, vi har, det er, at vi vil bevare det, vi har. Vi fisker bæredygtigt i takt med naturen, siger østers- og muslingefiskeren Svend Bonde, der desuden er formand for Sillerslev fiskeriforening, til TV MidtVest.

Forfatter

Related posts

Top