Føtex i Thisted sætter skub i nyt havplastlaboratorium

Salling Fondene giver nu via føtex i Thisted 100.000 kroner til nyt bæredygtigt havplastlaboratorium.

Plastiklåg, plastikflasker og andet henkastet plastik i Vesterhavet bliver omdrejningspunktet for det nye og bæredygtige projekt.

Kommunerne på Vestkysten anslår, at der hvert år strander 1000 ton plast på strandene, og der er derfor rigeligt af det, som projektet, STRANDET, nu vil sortere og genanvende i et laboratorium, så havplasten bliver lavet om til nye produkter og får ny værdi.

Pressefoto

Iværksættervirksomheden STRANDET har modtaget en donation på knap 180.000 kroner fra Købmand Herman Sallings Fond, der er den ene af Salling Fondene, og føtex i Thisted har været med til at gøre donationen mulig. Føtex er en del af Salling Group og har således indstillet det lokale havplastlaboratorium til Salling Groups ejere Salling Fondene, der blandt en række sociale og bæredygtige initiativer har valgt at donere penge til projektet.

Spændende og vigtigt projekt
Det glæder varehuschef i føtex i Thisted Palle Jensen, der lægger stor vægt på at gøre noget særligt for lokalmiljøet, herunder også at mindske plastik i havene og langs strandene i Thisted Kommune.

– Vi er glade for at kunne støtte STRANDET, som en naturlig del af det at tage ansvar for vores nærmiljø her i Thy. I føtex og på tværs af hele Salling Group arbejder vi målrettet på at fjerne al unødvendig plastik, så det betyder rigtig meget for os at kunne være med til at sætte skub i så spændende og vigtigt et projekt, der sikrer, at plastik ikke bare flyder i naturen, siger Palle Jensen.

Havplast får nyt liv
STRANDET indsamler i forvejen plastik, der skyller ind på strandene langs den jyske vestkyst, men projektet har indtil nu manglet de sidste midler til etableringen af deres laboratorium i Vorupør, der kræver renovering af lokaler, samt indkøb og installation af maskiner.

Pressefoto

Laboratoriet ventes at være færdig i foråret 2019, hvor det vil være åbnet for gæster, så alle interesserede kan gå på opdagelse og se, hvordan havplasten får nyt liv.

– I STRANDET ønsker vi at sætte et lokalt fokus på problematikken med plastik i havene. Med støtten fra Salling Fondene, har vi nu mulighed for at udvikle vores laboratorium. Det giver os muligheden for at genanvende den havplast vi indsamler, og ikke mindst inspirere besøgende til, at vi alle har et ansvar og aktivt kan gøre noget for at mindske plastik i havene, siger Julie Müller, stifter af STRANDET.

Kommune byder projektet velkomment
Hos Thisted Kommune får projektet også en varm velkomst.

– Med den store donation fra Salling Fondene kan STRANDET nu komme et stort og vigtigt skridt videre i udvikling af et havplastlaboratorium. Et er indsamlingen af plast, som er så vildt vigtigt for vores natur, miljø og for menneskeheden, men ligeså vigtigt er det, at der forskes i at genanvende alt det umådelige meget plastik, der findes på jorden og i havene. Samtidig får vi et besøgssted så vi alle kan blive meget mere bevidste og kloge på, hvilken betydning vores valg har på naturen og vores klima, og det kan donationen bidrage til, siger borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard.

Det nye havplastlaboratorium er et af 11 sociale og bæredygtige projekter i lokalområder, der er blevet tildelt penge fra Salling Fondene.

Pressefoto

Om STRANDET

* STRANDET indsamler plastik, der skyller ind på stranden. Det sorteres og genanvendes i et laboratorium, så havplasten bliver lavet om til nye produkter og får ny værdi.

* Donationen skal bruges til renovering af lokaler og indkøb og installation af maskiner i laboratoriet.

* Projektet ventes at stå klar i foråret 2019.

* Salling Fondene har givet en donation på 179.000 kroner til etableringen af det nye havplastlaboratorium.

* føtex i Thisted har været med til gøre donationen mulig, da de har indstillet projektet til Salling Fondene. * Læs mere om STRANDET her: https://www.strandet.io/

Om Salling Fondene

Salling Fondene er eneejer af Salling Group – som driver bl.a. føtex, Netto, Bilka og Salling stormagasiner – og har gennem årene bidraget til en lang række nationale og lokale initiativer og projekter til glæde og gavn for mennesker i hele Danmark.

Samtidig har fondene givet en række store donationer til organisationer inden for blandt andet kultur, kirke, sport og værdige formål. Siden 2012 har Salling fondene doneret mere end 850 millioner kroner.

Salling Fondene består af to selvstændige fonde:

* Købmand Herman Sallings Fond

* Købmand Ferdinand Sallings Mindefond

Det er Købmand Herman Sallings Fond, der via føtex donerer til de 11 lokale projekter.

Forfatter

Related posts

Top