Fiskeriministeren besøger Nykøbing

Eva Kjer Hansen, som er minister for ligestilling, nordisk samarbejde og fiskeri skal i weekenden på østerssafari, smage delikatesser og overrække præmier, når hun kommer til Mors for at deltage i Østers- og Muslingepremieren.

Undervejs lægger hun også vejen forbi Dansk Skaldyrcenter for at høre mere om den seneste forskning på området.

Hun starter sit besøg med at deltage i åbningen af Østers- og Muslingepremieren kl. 13 på havnen, hvor borgmester Hans Ejner Bertelsen vil tage imod:

– Jeg glæder mig meget til, at vi får besøg af fiskeriministeren og blandt andet kan få lov til at vise hende dette imponerende arrangement, som i år også byder på nyskabelsen DM i Østersgastronomi. Her vil hun blandt andet stå for at overrække præmier og smage på de mange lækre retter. Det er et stort skulderklap, at ministeren kommer og holder tale til åbningen, og besøget er med til at øge opmærksomheden om vores indsats for at fremme skaldyrsinteressen, siger Hans Ejner Bertelsen.

Rundvisning og Østerssafari
Borgmesteren tager også med Eva Kjer Hansen på rundvisning hos Dansk Skaldyrcenter efter, at de begge har holdt en kort tale i forbindelse med åbningen af Østers- og Muslingepremieren. Blandt deltagerne på rundvisningen vil også være politikeren Torsten Schack Pedersen, kommunaldirektør Rikke Würtz og formand for kokkeforeningen i Danmark Uffe Nielsen.

Herefter står programmet på østerssafari, hvor ministeren får mulighed for at trække i waders og gå ud i Limfjorden for selv at plukke østers. En spise som anses for at være en af de fineste og mest eksklusive råvarer, vi kan opdrive herhjemme.

Ministeren overrækker præmier og ser champagnesabling
Efter mødet med Limfjordens lækkerier går turen tilbage til det store festtelt på havnen. Her kan Eva Kjer Hansen blandt andet overvære finalerne i Østersåbning og Champagnesabling, og ca. kl. 16.30 vil hun overrække præmier, når vinderne af konkurrencerne kåres.

Forfatter

Related posts

Top