EUC Nordvest sætter fokus på ordblindhed

Der er gratis adgang for alle, når EUC Nordvest – i samarbejde med Netværkslokomotivet og Ordblindeforeningen – inviterer til temaaften med fokus på ordblindhed, tirsdag d. 23. oktober.

Ordblindhed berører ikke kun ordblinde men også deres pårørende. Det kan være forældrene og søskende, som måske bliver nødt til at hjælpe den ordblinde med lektierne, eller det kan være kæresten eller ægtefællen, der må træde til, når der skal læses breve fra eller skrives til det offentlige.

Temaaftenen om ordblindhed er derfor ikke kun henvendt til ordblinde, men også til de pårørende:

– Vi vil gerne fortælle lidt om, hvad vi gør her på skolen for at støtte vores ordblinde elever, og Netværkslokomotivet og Ordblindeforeningen vil gerne fortælle om, hvad de kan tilbyde, hvis man tegner et medlemskab hos dem. Men ellers vil gæsterne under størstedelen af aftenen være i hænderne på ordblinderådgiver Christian Bock, som vi har inviteret til at stå i spidsen for arrangementet, fortæller læsevejleder Jette Vinther fra EUC Nordvest, og fortæstter:

– Christian er selv stærkt ordblind. Han har tidligere arbejdet som henholdsvis mekaniker, lastbilchauffør og pedel men driver i dag egen virksomhed som rådgiver inden for digitale hjælpemidler til ordblinde. Christian vil fortælle om, hvordan han med forskellige digitale læse- og skrivehjælpemidler får hjælp til at få hverdagen som ordblind til at fungere bedre. Han vil i løbet af aftenen gennemgå forskellige IT-hjælpemidler, der gør det lettere at kommunikere via SMS, e-mails og på sociale platforme, hjælpemidler der får telefon og pc til at ”arbejde sammen” samt introducere forskellige apps og øvrige online-programmer.

Arrangementet løber af stablen tirsdag d. 23. oktober, kl. 17-20, på Kronborgvej 119 i Thisted.

Forfatter

Related posts

Top