Et lys er tændt for Næssundfærgen

I aftes blev der tændt lys ikke bare for Næssundfærgen, men også Næssundfærgen. Faktisk blev der tændt mange lys, da initiativgruppen bag færgens bevarelse, sammen med et par friske unge elektrikere, fik pyntet det gæve skib op til jul og den kommende stiftende generalforsamling.

– Der er lys forude for projektet, mange lys i form af muligheder og løsninger for færgens fremtid. Det er oplevelsen rundt om bordet af den stemning og den ildhu, der lægges for dagen i bestræbelserne på at finde vejen. Samtidig er der en helt grundlæggende ydmyg holdning til det projekt, vi har kastet os ud i, fortæller Henrik Olsen, der er en af initiativtagerne.

– Der er rigtig mange ubesvarede spørgsmål, og vi har stor brug for at trække på kompetente folk såvel med praktisk erfaring, juridisk indsigt, forretningsmæssig fornuft samt evnen til at tænke i nye retninger og løsninger. Frem for alt er det vigtigste, at vi har troen og viljen til at det kan og skal lykkes, siger Henrik Olsen.

Åben færge varmer op til stiftende generalforsamling.

I forbindelse med den kommende By-night 27. november samt lørdag 28. november og søndag 29. november bliver der holdt åben færge, hvor alle interesserede kan se færgen både over og under dæk.

– Vi vil gerne i dialog med de mange borgere, der ønsker Næssundfærgen en aktiv fremtid. Vi inviterer også til tegning af færgebeviser, hvor vi barsler med en helt særlig form, som vi løfter sløret for på generalforsamlingen, siger Henrik Olsen.

Den stiftende generalforsamling i foreningen ”Næssundfærgens Venner” bliver holdt på Café Holmen søndag 29.november klokken 19.30.

– I dagene op til generalforsamlingen håber vi, at mange vil benytte lejligheden til at give tilsagn om støttebeløb til at få færgen gjort sejlklar igen. Nu skal vi ikke fokusere på at bruge midler på at erhverve færgen takket være en stærk opbakning fra kommunalbestyrelsen, vi kan i stedet fokusere på at gøre færgen klar til et aktiv liv, sådan som vi kan lide at se den, siger Henrik Olsen.

Årets julegave

Han håber også, at rigtig mange vil lægge et færgebevis under juletræet.

– Vi ser et færgebevis til Næssundfærgen som ”årets julegave” til rigtig mange morsingboer, thyboere og andre gæve borgere, der holder af vores fjord og natur. Er vi mange, der giver denne gave, så giver vi en stor gave til hinanden i fællesskab – det giver rigtig god mening, fastslår Henrik Olsen.

Forfatter

Related posts

Top