Erhvervslivets rammebetingelser på Mors

Når Morsø Erhvervsråd åbner dørene til generalforsamling den 14. maj afspejler programmet erhvervslivets vigtigste emner på Mors: Infrastruktur, arbejdskraft, uddannelse samt byudvikling og bosætning.

En erhvervsklimaundersøgelse blev gennemført i efteråret 2016 blandt alle virksomheder på Mors og blev præsenteret på generalforsamlingen i januar 2017. I undersøgelsen peger virksomhederne på udfordringer med den trafikale og digitale infrastruktur, kvalificeret arbejdskraft, erhvervsuddannelser samt byudvikling og bosætning på Mors.

På generalforsamlingen sættes disse rammebetingelser ind i et nationalt og kommunalt perspektiv.

4 oplægsholdere på 4 hovedtemaer
Torsten Schack Pedersen (V) vil på generalforsamlingen præsentere regeringens erhvervspolitik med fokus på bl.a.:

  • Ppgraderingen og trafiksikkerheden på A26 og rute34
  • Regeringens planer for Danmarks digitale fremtid
  • Udfordringer med kvalificeret arbejdskraft
  • Morsø Kommunes og Morsø Erhvervsråds rolle i fremtidens erhvervsfremme i Danmark

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) stiller skarpt på de erhvervspolitiske mærkesager i Morsø Kommune. Kenny Thomsen, afdelingsleder for EUC Nordvest, fokuserer på vigtigheden af alle lokale erhvervsuddannelsers bidrag til at skaffe den arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger.

Endelig præsenterer Mogens Poulsen byggeprojektet Dueholm Klosterpark og erhvervslivets muligheder.

Christian Kjeldsen runder generalforsamlingen af med debat og spørgsmål.

Ny iværksætterpris skal styrke iværksættermiljø
Traditionen tro kåres vinderen af Den Gyldne Østers 2018, som er blevet uddelt til en virksomhed på Mors siden 1965. Sidste år vandt Malte Haaning Plastic prisen.

For første gang uddeles også Den Gyldne Musling til en iværksætter på Mors. Den Gyldne Musling er blevet etableret for at styrke det lokale iværksættermiljø på Mors.

– Vi håber at se rigtig mange af Jer til generalforsamlingen i år. Med nyt fra Christiansborg koblet med de lokale ambitioner for erhvervslivets udvikling og to kåringer håber vi, at der er noget for enhver smag. Og så er der naturligvis plads til at netværke og tale med hinanden. Det programpunkt går aldrig af mode, fortæller direktør Per Søndergaard.

Alle er velkomne til Morsø Erhvervsråds generalforsamling. Tilmelding er dog nødvendigt og kan ske her: http://mer.dk/arrangement/generalforsamling-2018

Foto: Morsø Erhvervsråd

Forfatter

Related posts

Top