Elever bag ny Pop-Up-Shop i J.P. Jacobsen Center

’KUU Go Pro’ er navnet på den midlertidige butik, som eleverne fra Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) på EUC Nordvest har etableret, og som eleverne fra Thy Produktionsskole har produceret håndlavede varer til. Her er der i resten af denne uge og næste uge med mulighed for at gøre en god handel og samtidig få et indblik i, hvad KUU-eleverne arbejder med på uddannelsen.

– Vores elever har selv navngivet butikken, lavet logo, planlagt indretningen og dekoreret butikken, ligesom det er eleverne, der står bag disken og betjener kunderne. Med pop-up-shoppen har vi en helt unik mulighed for at skabe dynamisk her-og-nu-læring. Der er hele tiden en lærer med på sidelinjen, som løbende giver eleverne tilbagemeldinger på deres arbejde, og samtidig har vi kørt nogle ”Mystery-shoppere” i stilling, der hver dag byder ind med deres observationer. På den måde har eleverne mulighed for at korrigere og tilpasse deres måde at gøre tingene på gennem hele forløbet, forklarer faglærer Niels Peter Mikkelsen.

Mangler man lige den sidste julepynt, kalendergaver eller små ting til pakkespil, og kan man godt lide unikke, håndlavede produkter, kan man med fordel lægge vejen forbi KUU Go Pro. Her finder man både fine udskårne træting, traditionelt julepynt, små nisser, kælke, trællebænke og pusletæpper og mange andre spændende sager.

Det alternative undervisningsforløb er sammensat med tværfagligheden i fokus. Eleverne har arbejdet intensivt med butikken i ugerne op til åbningen, så når forløbet er afsluttet, har de arbejdet med både markedsføring, dekoration, salg, kundebetjening, service, kasseoptælling og varebestilling med mere. Det er således en lærerig proces, hvor mange forskellige fagdiscipliner kommer i spil.

Begge fagretninger i spil
KUU har to fagretninger: Handel og Service samt Pædagogik og Sundhed. Det er naturligt nok eleverne fra Handel og Service, der er ansvarlig for butikken, men eleverne fra Pædagogik og Sundhed spiller også en stor rolle i projektet. De afholder nemlig en række aktiviteter for børn.

– Eleverne fra Pædagogik og Sundhed har sammensat et aktivitetsforløb målrettet vuggestuer, børnehaver og legestuer. Her er der blandt andet opstillet en legeborg samt nogle telte, hvor de arbejder med forskellige aktiviteter. Vi åbnede i går, og pædagogik-eleverne kan allerede melde om en fuld booket kalender for begge uger, så det er et populært initiativ, fastslår Niels Peter Mikkelsen.

Mange kunder har også allerede lagt vejen forbi butikken og handlet med eleverne. Der er dog stadig masser at komme efter. KUU Go Pro får løbende nye vareleverancer fra produktionsskolen, så der vil være masser af varer på hylderne under hele forløbet.

Har man fået lyst til at opleve det dynamiske læringsmiljø og de friske KUU-elever, og er man på udkig efter spændende, håndlavede varer, er man mere end velkommen til at lægge vejen forbi KUU Go Pro i løbet af uge 49 og 50. Butikken finder man i stueetagen af J.P Jacobsen Center, med front ud mod Store Torv, og der er åbent alle hverdage fra kl. 9.30 – 17.00.

Foto: EUC Nordvest

Forfatter

Related posts

Top