Egebaksande solgt til Rosvang

Jørgen Holm Westergaard, der ejer Rosvang ved Sjørring, har købt det omdiskuterede Egebaksande Gods ved Jannerup, der skulle have lagt jord til Månegrisen Apollo Thy.

Jørgen Holm Westergaard vil – på trods af flere henvendelser de sidste små to måneder – endnu ikke fortælle om, hvad planerne omkring Egebaksande er, men på Rosvang har man en stor produktion af soplote – altså søer, der ikke er blevet bedækket. Disse anvender man i egen avl samt til eksport.

Bygningerne på Egebaksande er i en sådan stand, at de kun egner sig til nedrivning.

Derimod har Egebaksande 266 hektar landbrugsjord, der som en del af jorden på Rosvang, er udtørret søjord fra den gamle Sjørring Sø.

Venstres Borgmesterkandidat Niels Jørgen Pedersen overtog Egebaksande tilbage i 2013 på en betinget købsaftale, hvor Nykredit Realkredit A/S, der havde overtaget ejendommen efter en tvangsauktion, efterfølgende ikke kunne opfylde deres del af købsaftalen.

Derfor blev den annuleret i slutningen af 2016, og Niels Jørgen Pedersen kom ud af Egebaksande, der skulle have rummet svinefarmen Månegrisen Apollo Thy.

Det er Nykredit Realkredit A/S, der for et hemmeligt beløb har solgt ejendommen til Jørgen Holm Westergaard.

Forfatter

Related posts

Top