Efterårsferie med masser af gratis børneunderholdning

I Thisted bliver der absolut ingen grund til at kede sig i efterårsferien. Thisted Handels- og Industriforening byder alle ugens dage i uge 42 børnene og deres forældre og bedsteforældre velkommen til byen med masser af sjov og gratis underholdning.

Mandag kan børnene – helt som det næsten er blevet en tradition – lave deres egne græskarlygter, som de kan tage med hjem og tænde lys i, når det bliver aften. Det er igen i år Thisted FDF som styrer løjerne på Store Torv og hjælper til, når der skal udhules og skæres sjove, glade eller uhyggelige ansigter i de store græskar.

Klovnerier, sabelslugning, ild og bugtaleri
Rundt i Thisteds gader kan man tirsdag, onsdag, torsdag og fredag mellem kl. 13 og 16 møde klovnen Don Carlos, mimeren SOLO, Fakir Ali Falafel og Skipper Skæg. De laver skæg og spas og utrolige tricks og tryllerier for alle de møder på deres vej gennem byen.

Og fredag kl. 15 går Skipper Skæg på scenen på Store Torv sammen med sin frække papegøje Sonja og fortæller rigtige sørøverhistorier.

– Vi har virkelig lagt os i selen for at lave et varieret program, der gør det til en sjov oplevelse for både børnene og deres forældre at besøge Thisted i efterårsferieugen, fortæller Krista Dixen Jensen, som koordinerer ugens aktiviteter for handelsstandsforeningen.

– Og vi håber naturligvis på godt vejr – men skulle der være dage hvor vejret driller, så rykker vi indenfor i Centret og i byens øvrige butikker, så alle kan få varmen og et godt grin alligevel.

Musik på Store Torv
Som afslutning på ugen giver Dennis og Martin fra MD-Duo koncert på Store Torv lørdag fra 11-14. De to gæve gutter fra Thy er garanter for super musik for alle aldersgrupper krydret med masser af lune kommentarer – og som de selv siger: Det spiller bare! Koncerten er gratis.

– Det er byens forretninger og virksomheder, der som medlemmer af handelsstandsforeningen i fællesskab præsenterer efterårsferiens mange aktiviteter, som alle kan ses på hjemmesiden thistedby.dk og thy360.dk.

Foto: Thistedby.dk

Forfatter

Related posts

Top