Dukketeater for de mindste

Tirsdag d. 16., onsdag d. 17. og torsdag d. 18. januar kl. 9.30 og 11.00 får Thy Teater besøg af næsten alle Thisted Kommunes to- og treårige børnehavebørn. Det er alle børnehaverne fra Boddum i syd til Hanstholm i nord som skal se Barnevognen – en musikalsk og sanselig dukketeaterforestilling på fire hjul, der tager udgangspunkt i en stor, rød barnevogn og de mange spændende historier, damen i den grønne kjole kan fortælle om både barnevognen og barnet som ligger i den.

Barnevognen er stor og rød og blank. Og så kan den mere end de fleste barnevogne. Der kommer musik ud af den som tryller billeder frem, og damen i den grønne kjole har tid til både historier og vedligehold med pudseklud og cykelpumpe, før sovekaninen får hoppet liv i dynerne, så barnet kan slippe kalechedrømmene og få sin te med kamille og komme ud og trille. Barnevognen har indlagt vand, det er bare dreje på hanen. Og så har den oven i købet også egen vindmølle:

– Der er meget at få øje på og glæde sig over for små, nye teatergængere, fortæller Niels Vendius fra Thy Teater.

– Vi sætter en ære i, at så mange børn som muligt begynder at gå i teatret når de er helt små – det får de forbavsende meget ud af, og med forestillingen her bliver de præsenteret for dén fantastiske barnevogn, de næsten ville ønske, at de selv havde ligget i, før de begyndte at gå i børnehave, slutter Niels Vendius.

Foto: Bjarne Stæhr

Forfatter
Tags

Related posts

Top