Dansk Crowfunding Forening og Væksthus Nordjylland i samarbejde

Et nyt strategisk samarbejde mellem Dansk Crowdfunding Forening og Væksthus Nordjylland ser nu dagens lys. Det giver nordjyske virksomheder nemmere adgang til den nye finansieringsform.

Væksthus Nordjylland er ejet af kommunerne i Region Nordjylland.

Dansk Crowdfunding Forening har eksisteret i knap fire år, og selvom den nye demokratiske finansieringsform, hvor alle kan være med til at støtte udviklingen af et produkt eller en virksomhed, allerede bliver anvendt rundt om i det nordjyske erhvervsliv, skal mange flere fremover gøre brug af muligheden. Det mener i hvert fald Dansk Crowdfunding Forening og Væksthus Nordjylland, som netop har underskrevet et strategisk partnerskab, der skal være med til at udbrede kendskabet til finansieringsformen.

Samarbejdet vil fokusere på de fire typer af crowdfunding: Reward-baseret crowdfunding, der bruges, hvis en nystartet virksomhed mangler kapital til at udvikle det første produkt. Lånebaseret crowdfunding, der kan betragtes som et regulært erhvervslån til etablerede virksomheder. Investerings-crowdfunding, hvor crowden bliver medejere af og investorer i virksomheden samt Donationscrowdfunding, som mest bruges til personlig velgørenhed.

– Crowdfunding er et alternativ til de klassiske finansieringskilder. Det kan være særligt attraktivt for mange nordjyske iværksættere og virksomhedsejere, der ikke nødvendigvis har en stor friværdi i privatboligen, der kan stilles som sikkerhed over for en bank. Derfor er vi meget glade for partnerskabet med Dansk Crowdfunding Forening. Det er en finansieringsform, som vi med fordel kan være med til at bringe frem her i Nordjylland, og det kan i sidste ende betyde, at vi får flere iværksættere eller mere konkurrencedygtige virksomheder, ganske enkelt fordi ”crowden” er med til at finansiere projekter, som ellers ville være blevet skrinlagt, siger Michael Rieland Sørensen, vækstkonsulent i Væksthus Nordjylland.

Fra foreningens side ser man tilsvarende positivt på tilstedeværelsen i Nordjylland.

–  Væksthus Nordjylland indtager en nøglerolle, når det gælder den daglige kontakt til og viden om små og mellemstore virksomheder i Nordjylland. Derfor er det en oplagt partner for Dansk Crowdfunding Forening, og det er samtidig det første af de fem nationale væksthuse, der indgår et strategisk partnerskab med os. Vi har brug for de regionale muskler, som Væksthus Nordjylland kan give os, og vi glæder os derfor til sammen med Væksthuset at skulle udbrede kendskabet til crowdfunding, kommenterer Michael Eis, bestyrelsesformand i Dansk Crowdfunding Forening.

Michael Eis, Dansk Crowdfunding Forening

Crowdfunding som finansieringsmulighed er stille og roligt ved at vinde indpas i Danmark, og alene sidste år rejste danske virksomheder og privatpersoner mere end 100 millioner kroner på denne måde. Virksomheder inden for handel og service er blandt dem, der har gjort mest brug af crowdfunding, og 70 procent af alle crowdfunding-lån har indtil videre ligget på omkring en halv million kroner. Projekter inden for film, video og musik topper listen over reward-baseret crowdfunding, efterfulgt af bogprojekter, kunst og produktdesign. Isoleret set er sidstnævnte den projektkategori, der siden 2009 har rejst flest penge via crowdfunding (knap 45 mio. kroner). Inden for reward-crowdfunding ligger 60 procent af alle projekter på 25.000 kroner eller mindre (kilde: Vækstfonden og Dansk Crowdfunding Forening).

Forfatter

Related posts

Top