Chauffører taler ud om lange køreture uden pause

TV MidtVest har i denne uge afsløret og dokumenteret omfattende snyd med køre-hviletidsreglerne hos lokale vognmænd.

Nu står flere chauffører, som har kørt for vognmandsfirmaet Fredsø på Mors, frem. Til TV MidtVest fortæller de, at de har været på meget lange ture med ganske korte pauser.

– Vi fik at vide, at der simpelthen ikke var nogle regler, og at vi bare skulle køre. Men der er arbejdstidsregler, og de var ikke interessante for arbejdsgiverne at høre om overhovedet, fortæller Tom Mikkelsen, tidligere chauffør hos Fredsø.

I løbet af de 3 år han var ansat, agerede han bl.a. som sikkerhedsrepræsentant. I følge ham selv gjorde han gentagne gange sin chef opmærksom på, at firmaets kørsler til Sverige og Norge var uforsvarlige.

Vognmand afviser kritik
Af flere kørselsrapporter, som TV Midtvest er kommet i besiddelse af, fremgår det, at en under en del af transporterne kører chaufførerne ikke efter de almindelige køre-hvile-tids regler, men efter det, der hedder “undtaget kørsel”. Her er hovedreglen, at chaufførerne skal have et langt hvil på 11 timer for hvert døgn.

En af kørselsrapporter viser en tur på 40 timer med pause på færgen til Sverige og en enkelt pause på fire timer. En anden tur tog 30 timer med kun to gange to timers pause.

– Det som de kørselsrapporter viser er under ingen omstændigheder lovligt, for der er ingen hvil indenfor 24 timers-perioden. Der er i øvrigt slet ingen hvil til stede, for et hvil er pr. definition altid 11 timer, siger Kjeld H. Jensen fra 3F ‘s transportgruppe der har arbejdet med reglerne for lastbilstransport de sidste 30 år.

Fredsø’s direktør Benny Nielsen bekræfter, at turene bliver kørt mellem Danmark og Norge og Sverige. Men han kan ikke genkende udlægningen af de mange timer, og fastholder, at turene ikke er så lange.

Benny Nielsen, Fredsø Vognmandsforretning. Foto : DTL.

 

Forfatter

Related posts

Top