Brand raserede hus på Mors i morgentimerne

Et hus på Elsøvej i Frøslev på Mors er blevet erklæret ubeboeligt, efter en brand tidligt onsdag morgen raserede bygningen. Alarmen gik klokken 05.26.

– Da vi ankom til branden omkring klokken halv seks, var vinduerne kulsorte. Det er et tegn på, at det har været i gang i et godt stykke tid, fortæller indsatsleder Rasmus Evaldsen til TV MidtVest.

– Vinduer og døre var lukkede, så branden har både opbygget og kvalt sig selv igen. Det betyder, der har været kraftig røgudvikling, som har skadet huset. Stueetagen er både brand- og røgskadet, mens førstesalen også har fået en del røgskader, forklarer Rasmus Evaldsen.

Frygtede for indebrændte personer
Fordi alarmen gik i de meget tidlige morgentimer frygtede man, at der kunne være sovende personer i huset. Derfor sendte Nordjyllands Beredskab to hold røgdykkere ind i flammerne for at sikre, at der ikke var nogen, som lå og sov i huset:

– Det var der heldigvis ikke – der var ingen hjemme. Huset er helt ubeboeligt nu, lyder det fra indsatslederen.

Politiets brandteknikere skal fastslå, hvad årsagen til branden er. Lokalpolitiet i Thisted oplyser dog, at meget tyder på, at branden er opstået i en sofa – måske i forbindelse med rygning.

Forfatter

Related posts

Top