Bevar Næssund som museumsfærge

LÆSERBREV:

Vi skal stå sammen lige NU – inden den sidste færge sejler!

Den sidste træfærge tilknyttet Mors og Thy kan meget vel være på vej til at forsvinde for altid. Det må bare ikke ske, næssundfærgen SKAL blive på Mors som et fælles ikon for en tid, der gemmer på meget historiefortælling og fælles bevidsthed om det at være en ø. Det vil være en skændsel og en falliterklæring, hvis den sidste færge også skal sælges til en tilfældig køber andet steds for at blive omdannet eller vendt på hovedet.

Nogle ser det måske som et rationelt salg af en gammel brugt bil, andre ser det som et udsalg af fælles arvegods, der har stor og voksende værdi forude, på linje med gamle veteranbiler. Vi har gjort det før, og som fællesskab har borgerne på Mors netop i særlig grad vist evnerne til at stå sammen, når det virkelig gælder. Vores politikere ved ikke helt, hvilket ben de skal stå på – det blive vi nu nødt til at vise dem.

 
Mit forslag er ganske enkelt. Lad os gå sammen om at købe næssundfærgen og dermed tage fælles ansvar. Afhængig af hvor mange penge vi kan samle sammen, vil ambitionsniveauet tage et skridt op ad trappen…

Første skridt: Vi køber færgen i fællesskab, så vi sikrer dens tilknytning til Mors

Andet skridt: Vi sikrer færgens tilknytning og placering i Næssund færgehavn som museum for træfærgerne i Limfjorden.

Tredje skridt: Vi tilfører skibet elementer, der gør det muligt at øge anvendelsen og oplevelsesmulighederne af skibet liggende i havnen.

Fjerde skridt: Vi går efter at åbne for sommersejlads på linje med træfærgen Ida i østdanmark, som i dag er et tilløbsstykke og en stolthed for området og dermed et stort aktiv som veteranskib.

Hvad kan du gøre?
Det er ret enkelt og går efter princippet om mange bække små gør en stor å. Alle kan være med ved at byde ind med 500 kroner. Alle er velkommen til at byde ind med mere, hvilket kan være 1000,- (dog voksende med hele 500,-) og virksomheder vil måske tegne sig for mere, måske 10.000,-. Alle får en andel i skibet svarende til det beløb, man skyder ind. De første 10.000 kroner er allerede samlet ind – vær med NU!

Målet er at samle nok midler til at købe færgen og dermed sikre den – altså første skridt. Kan vi samle flere midler, så åbner der sig flere muligheder, hvor vi vil supplere med at søge fondsmidler, som vi så alle kan glæde os ved at få fælles gavn af.

Så tøv ikke, du kan handle lige nu ved at sende en mail til HO@hvorsværtkandetvære.NU, hvor du skriver ”Jeg er med” og så det beløb du vil bidrage med. Skynd dig, vi skal sammen skabe en bevægelse, hvor vi får så mange med som muligt – det er mængden, der tæller.
Du er først forpligtet når der er givet tilsagn om 200.000 kroner.

Henrik Olsen, Årbækmøllevej 20, Ørding

Forfatter

Related posts

Top