Behov for nye trafikprojekter i Thy og på Mors

GF Forsikrings fond åbner nu op for ansøgninger til en ny pulje på i alt 400.000 kroner til konkrete initiativer, der kan forbedre trafiksikkerheden og anvise nye veje til løsninger.

Færdselssikkerhedskommissionen har et nationalt mål om, at der i 2020 maksimalt må være 120 trafikdræbte og 2000 tilskadekomne i trafikken om året. Og selvom færre kom til skade ved en trafikulykke i 2017 end året før, er der endnu lang vej til målet.

I følge Vejdirektoratets ulykkesstatistik, der blev offentliggjort for nylig, kom 3300 personer til skade i trafikulykker i 2017. Af dem mistede 175 livet.

– Der er behov for, at borgerne bidrager aktivt til trafiksikkerheden, der i høj grad handler om adfærden hos den enkelte trafikant. Det er ikke en opgave, vi skal nøjes med at overlade til myndighederne. Hos GF vil vi gerne medvirke til at gøre trafiksikkerhed til en folkesag, siger Svend Aage Schytte Pedersen, der er formand for GF Thy og Mors.

– Med GF Trafikpris vil vi hjælpe nogle af de gode projekter godt på vej, hvor borgerne tager et medansvar. Derfor opfordrer vi engagerede foreninger, kommuner eller virksomheder til at sende deres projektforslag til os.

Lokale ideer med stort potentiale
Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, der har potentiale til større udbredelse og derigennem til at forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.

– Det afgørende er ideen bag og evnen til at udføre den i praksis. Projektforslaget skal, udover at have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, have et lokalt afsæt med potentiale til større udbredelse, fortæller Jesper Sølund. Han er formand for GF Fondens trafikpriskomite og dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.

Fokus på bløde trafikanter
– Det er især cyklister og fodgængere, der har haft en negativ udvikling. Det gælder ikke mindst de ældre fodgængere og cyklister, så forslag til hvordan man lokalt kan forbedre trafiksikkerheden for de såkaldt bløde trafikanter er i fokus. Men også løsningsforslag til andre lokale trafiksikkerhedsproblemer er velkomne, forklarer Jesper Sølund.

GF Trafikpris uddeler årligt ca. 400.000 kr., der bliver fordelt over flere projekter. For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gftrafikpris.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sit projekt.

Flere af trafikpriskomiteens medlemmer er aktivt og professionelt beskæftiget inden for områder med direkte relation til færdsel og trafiksikkerhed. Det sikrer en faglig og saglig behandling af alle henvendelser.

Ansøgningsfristen er 21. oktober 2018.

Foto: 6. klasses elever fra både Vestervig og Thisted var i centrum, da GF Trafikpris sidste år blev uddelt til projektet “Sikker på cykel”. Og snart kan endnu en national pris være på vej til landsdelen. Foto: GF Fonden

Forfatter

Related posts

Top