Alarmcentralen drukner i ikke-akutte opkald

“Er din veninde voldsomt beruset, så giv hende noget vand og ring til hendes mor. Har du mistanke om, at hun har taget en overdosis, så tryk 1-1-2”.

Sådan lyder ét af budskaberne i en ny kampagne fra Region Nordjylland. Den skal forsøge at få nordjyderne til kun at ringe efter en ambulance, når det er bydende nødvendigt. Det skriver DR Nordjylland.

Et andet budskab i kampagnen lyder sådan her: “Er din tommelfinger skåret af, så ring 1-1-2. Er den brækket, så ring til egen læge eller lægevagten.”

Ekspert i sundhedskommunikation på Aalborg Universitet, Anders Horsbøl, forudser dog, at kampagnen får en begrænset virkning:

– Hvis man ikke er sikker og står i en presset situation, så ringer man hellere 1-1-2 en gang for meget end en gang for lidt, siger han og fortsætter:

– Hvis man ringer til lægen eller lægevagten, og får at vide, at man er nummer 11 i køen – og ikke ved om det her er alvorligt – så ringer man nok efter en ambulance istedet.

Regionsrådsformand forsvarer kampagnen
Regionsrådsformand Ulla Astman bakker dog op om kampagnen:

– Vi vil gerne skærpe folks bevidsthed om, at de skal bruge akutløsningerne rigtigt. Både 1-1-2 og lægevagten. Kampagnen skal ikke rykke ved det store billede, men appellere til vores samfundsbevidsthed om at bruge tingene rigtigt, siger hun til DR P4 Nordjylland.

Regionens kampagne skyldes, at antallet af “unødvendige udrykninger” typisk stiger med 1,5 procent hvert år. Eksempelvis påviste et forskningsprojektfra sidste år, at mens der i 2007 var 24 ambulanceudrykninger pr. 1.000 indbyggere i Nordjylland, så var tallet i 2014 steget til 40. En tredjedel af opkaldene til 1-1-2 drejede sig om såkaldte “uspecificerede lidelser”.

Foto : Falck

Forfatter

Related posts

Top