Åbent Landbrug i weekenden

I Danmark producerer vi fødevarer i verdensklasse. Spørg selv i Thailand hvor et dansk so-yver er en eksklusiv delikatesse, i Kina hvor dansk mælkepulver er en eksklusiv værtindegave eller i Holland, der importerer danske æg i stor stil.

Søndag den 16. september har du mulighed for, helt gratis, med egne øjne at se, hvordan produkter i verdensklasse bliver produceret, når 52 landmænd landet over – herunder en i Thy, en på Mors og en i Lemvig, åbner deres gård til Åbent Landbrug.

-Vi er et åbent erhverv der gerne byder indenfor på gården og viser vores produktion frem. Vi er stolte af at levere kød, ost, æg, grøntsager og pels i høj kvalitet til forbrugere over hele verden, og den stolthed vil vi gerne dele med danskerne, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Sidste år brugte 96.000 danskere landet over deres søndag på at se, hvordan et dansk landbrug anno 2017 så ud. Også i år er der plads til, at danskere selv kan se, hvorfor danske fødevarer er eftertragtede verden over, og dyrevelfærden er en af de højeste.

I år er der som noget nyt også mulighed for at blive klogere på bier og gødning. Derudover kan man høre, hvordan landmændene aktivt hjælper med at pleje naturen og se et minivådområde.

Åbent Landbrug er gratis og der er noget for både børnehavebørn, teenagere, pensionister, kødspisere og vegetarer når landmænd over hele landet søndag den 16. september åbner dørene kl. 10-16.

Læs mere om Åbent Landbrug, og find en gård nær dig HER

Forfatter

Related posts

Top