3 generationer er elektriske med Thy-Mors Energi

Det her er historien om elektrikerlærlingen, rengøringsdamen og kantinelederen på Thy-Mors Energis kontor i Thisted. Samtidig er de alle i familie med hinanden.

Ingrid Lundsteen, Lene Kristensen og Chris Kristensen er henholdsvis mormor/mor, mor/datter og søn/barnebarn og er alle tre ansat i Thy-Mors Energi. Det er ikke helt tilfældigt, at de er endt på samme arbejdsplads – for de har været så glade for deres egen arbejdsplads, at de har hevet de andre med ind.

For 23 år siden startede Ingrid med at gøre rent på Thy-Mors Energi i Thisted, og det gjorde hun i ti år, indtil hun kom i kantinen og de sidste mange år har hun været leder af kantinen. Da der på et tidspunkt blev en ledig stilling i rengøringen og Ingrids datter, Lene, trængte til nye udfordringer, lod hun hende det vide. Lene var hurtig til at sende en uopfordret ansøgning – og fik stillingen i rengøringen.

Igennem tiden har hun hjulpet sin mor adskillige gange i kantinen – og nu hvor Ingrid her i foråret efter 23 år går på pension, er det Lene som overtager kantineledelsen. Det er ikke hver dag, de snakker sammen på arbejdet, nogle gange hilser de bare i kantinen.

– Vi er jo nødt til at være professionelle, så vi tager ikke private ting med på arbejde, så det kan da godt være lidt udfordrende at finde balancen, men jeg synes, det er gået fint, fortæller Lene.

Hun synes, at Chris skulle opleve en rigtig god arbejdsplads, så hun gav ham en hjælpende hånd.

– Ja, min mor smed en ansøgning herind bag min ryg. Jeg ville gerne være elektrikerlærling. Thy-Mors Energi sendte ansøgningen videre til en samarbejdspartner, og nu er jeg i elektrikerlære hos El-kontakten i Bedsted, hvor jeg så skal være i praktik hos Thy-Mors Energi i et halvt år og kommer rundt i de forskellige afdelinger, fortæller Chris.

 

De tre generationer er generelt helt elektriske med deres arbejdsplads:

– Vi har stor frihed under ansvar, det er virkelig dejligt, siger Ingrid, og Lene oplever, at der bliver taget godt hånd om alle medarbejdere:

– Ja, jeg har ikke fortrudt et sekund, slutter Lene.

Forfatter

Related posts

Top